Sound – The Podcast

Vi er gået i luften med vores helt egen musikpodcast! Sounds egen flotte fyr, Mikkel er fast vært. Han inviterer musikere og musikelskere ind til en øl (eller flere) og en hyggelig snak om løst og fast. Intet emne er for bredt, og intet er for smalt. Posen er rystet og det eneste der vides på forhånd er, at musik, mennesker og den gode stemning altid er i centrum.

Podcasten er tilgængelig her på siden og i dine yndlings-apps – Apple Podcasts og Spotify.

Vi håber I kan lide det!
Giv os gerne feedback på facebook eller instagram (eller mail!).

#fuckdetblirfedt

XOXOXO
SOUND OG ACCORD

VOL. 16. – M. Selina Gin fra Nelson Can

Selina Gin er bedst kendt som frontsanger i trioen Nelson Can, der i januar udsendte dens andet album samtidig med offentliggørelsen om bandets opløsning.

Albummet “So Long Desire” fik en fantastisk modtagelse, GAFFA kvitterede med 6/6 stjerner og pladen strøg til tops på vinyl-hitlisten, så det virkede underligt at det hele pludseligt var forbi.

Heldigvis havde Selina sideløbende gang i et soloprojekt. I november fik Selina & The Iconics noget af en ilddåb som opvarming for amerikanske The National i Royal Arena. Netop som det hele kørte på skinner med en forestående koncert på Heartland Festival, sparkede coronaen døren ind.

Selina var et smut forbi vores podcast, til en snak om hvordan krisen har påvirket hende og det danske musiklandskab. Undervejs kommer vi også ind på sci-fi bøger, Playstation, japanske sumobrydere, tyskundervisning og et chokerende møde med Leonard Cohens søn.

VOL. 15. – Elektronisk i 10’erne m. Sophia

Den elektroniske genre har i løbet af 10’erne haft en voldsom og eksplosiv udvikling. Den er krøbet ud i alle afkroge af musikkens verden og mærkes tydeligt i andre genre som pop, hip-hop og rock. Nogle af tidens største rocknavne som Tame Impala og Strokes er kun gået af mere elektroniske stier med årene, samtidig med at rapperne har vendt soul, funk og jazz ryggen.

I denne episode har vi besøg af journalist og forfatter Sophia Handler. Sophia er kulturformidler og anmelder for Information, men har i en årrække også skrevet for Soundvenue.

Gennem 5 nøje udvalgte albums forsøger vi sammen at gennemgå og komme tættere på den spændende udvikling, som den elektroniske genre stadig befinder sig i.
Hvorfor har den vokset sig så stor? Hvornår gik den fra klubben til museet? Og hvorfor er det værd at holde øje med navne Som Nicolas Jaar og Burial?

Bliv klogere (det blev vi selv) lige her!

VOL. 14 – Soleima

I denne episode har vi fået Soleima i studiet.
Nogle husker nok Soleima fra hendes tid i Flødeklinikken, hvor hun ofte stod for de lækre og fængende omkvæd. Ellers var det fuldstændig umuligt at komme udenom megahittet “Low Life” for nogle år tilbage.

Efter noget stilhed lander debutpladen “Powerslide” endelig! Vi vender pladen på alle leder og kanter og kommer lidt tættere på pop-sensationen selv. Måske giver Soleima også et enkelt nummer fra pladen 😉

God fornøjelse!

VOL. 13 – Bisse

Bisse er den største innovatør i dansk musik. Han er også den mest produktive. På knap 6 år har han udgivet 10 plader, og ikke én lyder som den anden. Når han optræder er det ofte iført kjole og neglelak. Han er lidt en af anmelder-darling der høster stjerner, men misforståes lige så tit.
Vi kommer omkring emner som barndom, inspirationskilder, ensomhed og meget mere!

God fornøjelse!

VOL. 12 – Thomas fra Ganger

I denne episode har vi besøg af Thomas som står bag bandet Ganger. Ganger er en af de helt store håb på den danske musikscene, hvilket de også vandt en steppeulv-pris for.
De debuterede med det anmelderroste album “Mørk” i 2019, som er første del af en trilogi.
Vi snakker om alt fra morgenmad af islandske Björk til japansk porno.

God fornøjelse!

VOL. 11 – Musikanmeldere m. Martin fra Soundvenue

I dette afsnit handler det om musikanmeldere og kunsten at anmelde. Nogle folk følger ivrigt med i de nyeste anmeldelser og betragter musikskribenter som både indflydelsesrige og inspirerende. Andre betragter dem bare som elitære og snobbede kulturdommere.

Vi har inviteret Soundvenues rock-anmelder Martin Gronemann ind til en snak. Sammen dykker vi ned i anmelderens erhverv på både godt og ondt.

VOL. 10 – Hiphop og poesi m. Asger Schnack

Når vi i fremtiden vil kigge tilbage på 10’erne, vil mange nok huske det som årtiet, hvor hiphop blev verdens mest populære musikgenre. Her i Danmark blev især rapgruppen Ukendt Kunstner talerør for en hel ungdomsgeneration. Ukendt Kunstners album ”Neonlys” fra 2011 er lyden af ungdommen, der suser gennem kroppen. Det er lyden af at være ung, ambitiøs og fuld af drømme i 10’erne. Dette skyldtes ikke kun de funklende produktioner, men også i høj grad de poetiske tekster.

Vi har derfor inviteret den litterære legende Asger Schnack ind til en snak om tekstskrivning, poesi kontra hiphop og selvfølgelig ”Neonlys” fra Ukendt Kunstner. Asger har gennem årene udgivet et hav af bøger, vundet et utal af priser og skabt karriere for nogle af Danmarks største digtere, F.P. Jac og Michael Strunge. Hvilke ligheder er der mellem digte og rap? Hvad har Jac og Strunge overhovedet med noget at gøre? Og hvorfor er ”Neonlys” så vigtigt et album?

Bare glæd jer! For fuck det blir fedt!

VOL. 9 – 80’er Pop m. Julie Bundgaard

Vi taget et smut tilbage til 80’erne i selskab med radiovært Julie Bundgaard.
Julie er mest kendt fra radioprogrammet ‘Morgenstund’, men i sommers kørte hun også ‘P4’serne’.

Julie var selv ung i 80’erne, og sammen prøver vi på tværs af generationer at dykke ned i popmusikken og finde ud af, hvorfor det er så fedt. Det var skide hyggeligt, og undervejs faldt snakken på MTV, Madonna, idoldyrkelse, one-hit wonders og endda Billie Eilish.

Så glæd jer! For fuck det blir fedt!

VOL. 8 – Elias fra Iceage

I denne episode har vi fået selskab af frontmanden for Iceage og Marching Church, Elias Rønnenfelt.

Iceage brød igennem i starten af 10’erne med deres debutalbum “New Brigade”, som med sin rå og ufiltrerede lyd bragte en nerve tilbage i musikken, der længe havde været savnet.

Vi fik snakket om tekstskrivning, gymnasielivet, litteratur og underverdener.

God fornøjelse!

VOL. 7 – Tiger Sennenwald

I denne episode har vi besøg af en af Danmarks mest prominente DJ’s, Tiger Sennenwald. Vi fik snakket lidt om, hvad der skal til for at være en god DJ, og hvordan man konstant følger med i dagens musiklandskab.

Så fandt vi også ud af, at vi er super dårlige til at huske årstal, lige så snart mikrofonen er tændt. 

VOL. 6 – LIVE m. Danni Toma

Vores allerførste live-episode med publikum på! Vi har fået selskab af musikeren Danni Toma, der er aktuel med sin første udgivelse i 4 år, “Dagene Efter”. Der bliver snakket om alt fra døden til hiphop-pædagoger. Der skal lyde et stort tak til de mennesker der trodsede regnen en onsdag aften, for at være med til arrangementet.
glæd jer!
#fuckdetblirfedt

VOL. 5 – Albumcovers med Hornsleth

Et albumomslag er ikke bare et tilfældigt motiv. Det er et kunstværk, der fortæller en historie. Foruden at definere selve albummet, kan det definere tid, kultur og måske ovenikøbet en hel generation.
Sammen med kunstner og provokatør Kristian Von Hornsleth, gennemgår vi nogle af de mest ikoniske albumcovers i musikhistorien. Fra The Velvet Underground til Nirvana. Undervejs kommer vi også ind på Hornsleths egen rejse i musikkens verden, og hvordan man kunstnerisk forholder sig til det samfund vi lever i.

VOL. 4 – The Beatles

I denne episode skal vi snakke om en af de mest betydningsfulde band i musikhistorien, The Beatles. Som noget helt særligt har vi Sounds egne drenge med – Emil, Peter og Simon. Det er i år at Beatles’ legendariske plade, Abbey Road har 50-års jubilæum og det fejrer vi med en Beatles Quiz.

Den uovervindelige duo Pede B og Dj Noize bidrager med svedig rap over Beatles’ historie.

Så glæd jer, for #fuckdetblirfedt

Uddrag af følgende numre af The Beatles er brugt i journalistisk øjemed:
“Love Me Do”
“Yesterday”
“Michelle”
“Come Together”
“Strawberry Fields Forever”
“Let it be”

Copyright The Beatles, Apple Records og E.M.I.

VOL. 3 – Kanye West

Hvis man skal pege på en musiker, som formår at dele vandene, kan man passende pege med alle 10 fingre mod Kanye West. Han har nemlig en helt særlig evne til både at imponere og forarge. Uanset om man synes, at manden er gal eller genial, så er han altid et interessant samtaleemne.

Vi inviterede derfor tidligere anmelder Jeppe Barslund ind til en snak. Tilbage i 2007 startede Jeppe bloggen “Hiphopanmeldelser”. Hans skriverier fik en del tilhængere, og det gav ham blandt andet en titel som dommer i hiphop-fænomenet “Rap Slam Battles”. Foruden alt dette, er han altså også inkarneret Kanye West fan!

Da vi skrev til ham, om han ville medvirke i en podcast, var dette svaret der kom tilbage:

”Er der én musiker jeg gerne vil samtale om, gennemgå og lytte til, så er det Kanye West. Så svaret er ja; ja – jeg vil meget gerne lege med”

VOL. 2 – Lydmor

For 4 år siden anede Lydmor ikke hvilken kunstner hun var. Lød hun for meget som Mø? Lød hun for meget som Oh Land? Hun tog til Shanghai for at gemme sig i mængden. Paradoksalt nok hjalp det hende med at skille sig ud.

I dag er hun en af de mest farverige personligheder på den danske musikscene. Det skyldes ikke kun hendes sprælske dragter, eller neon-glødende bodypainting. Om du fanger hende på scenen eller over en kop kaffe, så sprutter hun af energi som en vulkan i udbrud.

Til sidste års Gaffa Awards trak hun overskrifter da hun optrådte nøgen. I vores podcast møder du også en ”afklædt” Lydmor. Intet bliver holdt tilbage. Der bliver talt om alt fra #metoo-bølgen til Justin Bieber.

VOL. 1 – Musik & Tattoos

Der er sket meget, siden tatoveringer kun var for sømænd og bad-guys 

I 80’erne dukkede de op på de første musikere, og inden længe bredte tusserne sig til hele musikbranchen. Hvis man skulle tilføje et ekstra ord til ”sex, drugs and rock ’n’ roll” så skulle det lige være tattoos. I dag er det ikke kun forbeholdt rappere og rockstjerner. Nogle af de største popstjerner som Ed Sheeran og Miley Cyrus har i den grad taget blækket til sig.

Hvad er det for en særlig forbindelse der er mellem tats og tunes? Hvorfor hopper så mange stjerner med på bølgen? Skal musikerne stå til ansvar for deres fans?

For at blive klogere inviterede vi de to garvede tatovører Amina og Peter ind til en snak. Til dagligt arbejder de begge i Bright Side Tattoo. Shoppen har beliggenhed i hjertet af Christianshavn, hvor den har ligget siden 2008.

Der blev drukket en del øl, og ja… det endte med podcastvært Mikkel fik tatoveret Sound på armen.