Tag

pop

Browsing

Taylor Swifts 7. studiealbum har kun været udgivet i forskellige CD-formater, men nu lander den endelig på vinyl!

Efter den mørke afstikker “Reputation” har Taylor genfundet sig selv. “Lover” er en fejring af kærligheden i al dens kompleksitet. Med en dybt personlig og ærlig sangskrivning, kommer man tættere på verdensstjernen, end nogensinde før. På sidste halvdel af pladen, finder man bl.a. nummeret “Soon You’ll Get Better”  som er dedikeret til Taylors kræftramte mor.

Release 15. november 2019.

Vinyl
219,95 kr.

Bestil eller få lagt til side i Sound, Fiolstræde 26, Kbh. K.
Ring til os på 38 40 00 10
eller skriv til sound@accord.dk

Siden EP’en “Skabt til at Være Ung” fra 2017, har Hjalmer spillet landet tyndt og charmeret sig ind hos danskerne.
Det er for alvor på “Midt I en Drøm eller Noget Der Ligner”, at Hjalmer træder ud af sin far Kim Larsens skygge.

Debutalbummet byder på velskrevede tekster og en optimistisk tilgang til melodier, i en tid hvor melankolien har sat sig tungt på musiklandskabet.

Blandt albummets 12 numre, finder man fængende hits som “Dig og Mig” og “Istedgade (Uhh)”.

Release 8. november 2019.

 

 

 

“Tiden Flyver” er navnet på Carl Emil Petersens nye single. Det må man sige den gør. Der er allerede gået 8 år siden københavner-musikeren brød igennem som frontmand for bandet Ulige Numre. Siden har Carl Emil Petersen lagt sig side om side med Peter Sommer og Søren Huss, som en af Danmarks allerbedste sangskrivere. Et talent der også sikrede ham en plads rundt om bordet i seneste sæson af Toppen af Poppen.

Nu er han tilbage med sit andet soloalbum “Amager Forbrænding” der lander på både CD og vinyl d. 1. november.

Release 1. november 2019.

 

 

2019 har været et dejligt år for Beatles-fans. Det er ikke kun på grund af den lækre jubilæums-genudgivelse af
“Abbey Road”. 

D. 22. november udkommer en super flot og limiteret Beatles Single-boks, indeholdende 46 tracks fordelt på 23 stk. 7″ vinyl-singler.

Boksen er en samling af nogle af de allerstørste og vigtigste sange fra The Beatles. Blandt andet “Love Me Do”, “She Loves You”, “Ticket to Ride”, “Day Tripper”, “Strawberry Fields Forever”, “Penny Lane”, “Hey Jude” og “Let It Be”.

Alle singlerne er genskabt i originale sleeves, fra forskellige steder som USA og Japan. Yderligere følger en 40 siders bog fyldt med billeder og tekst af Beatles-historikeren Kevin Howlett.

 

Release 22. november 2019.

 

På trods af Van Morrison for længst har rundet 70’erne, er der ikke meget der tyder på det. D. 25. oktober udgiver han nemlig sit sjette album på bare fire år. De seneste par år har han haft fingrene nede i musikhistoriens kagekrukke og fortolket gamle soul-klassikere og glemte sange. Som han også ved, så mætter de søde sager kun kortvarigt.
Med “Three Chords & The Truth” serverer Van Morrison endelig middagen, i form af spritny materiale.

Sultne fans kan med fordel se frem til den super lækre sølv vinyl!

Release 25. oktober 2019.

 

 

Allerede som 15-årig udgav den danske hitmager Alex Vargas sit debutalbum. Siden er det blevet til et internationalt gennembrud og en udsolgt koncert i Royal Arena.

I maj 2019 udgav Alex Vargas “superEGO”. Den første af 3 EP’er der går i dybden med egoet. Kun 3 uger efter kom opfølgeren “EGOtrip”. D. 18. oktober afrunder han trilogien med “EGOmaniac” og samler hele molevitten i en vinyl-udgivelse, med den meget passende titel “EGO”.

Alex Vargas har beskrevet projektet som en mulighed for, at udvikle sin sangskrivning og samtidig udforske forskellige facetter af sig selv.

Release 18. oktober 2019.

 

 

Mange har spejdet ud i horisonten efter nyt fra Lana Del Rey

Nu har nostalgi-divaen endelig fået vind i sejlene og sat kurs mod d. 30 august hvor hendes nye plade “Norman Fucking Rockwell” lægger til kaj. På coveret ses Lana på en båd sammen med Duke Nicholson, (Jack Nicholsons barnebarn). Lana har udarbejdet albummet i tæt samarbejde med den Grammy Award-vindende sangskriver og producer Jack Antonoff.

Lana udtaler, at “Norman Fucking Rockwell” er lyden af det bjergrige Hollywood kvarter Laurel Canyon, der bl.a. var hjem for musikere som Joni Mitchell, David Crosby og Linda Ronstadt i 60’erne og 70’erne.

Release 30. august 2019.

 

 

Det kan være svært at sætte en finger på, hvad der gør efteråret så specielt. Vejrets omskiftelighed mellem fugtigt og diset og tørt og klart. De gyldne og brune farver vækker følelser som længsel og vemod – og samtidig håb og glæde.

 På samme måde trækker ”I,I”, Bon Ivers efterårs-album, lytteren direkte ind i en cocktail af følelser og stemninger. Foruden bandets ikoniske ”elektro-ballader”, byder albummet også på nogle mere forvrængede og rå øjeblikke. Forsanger Justin Vernon kigger indad og reflekterer blandt andet over emner som identitet og eksistens.

 ”I,I” er farverigt som et patchwork tæppe, og en kreativ legeplads for bandet.

Release 30. august 2019.

 

 

Kærligheden er paradoksal. Det ene øjeblik vikles og filtres man sammen som grenene på et træ. Det næste, er man kløvet midt over som brænde.

På samme måde er der noget paradoksalt over titlen på den tidligere Ukendt Kunstner rappers kærlighedsalbum “Forevigt”.

På den ene side varer intet for evigt . Det har Hans Phillip indset, og det er denne selverkendelse og renselsesproces han gennemgår på sit debutalbum. På den anden siden har han fanget og fastfrosset de følelser der følger med et brud i sin musik.

På “Forevigt”, er musikken rå, ærlig og upoleret, ligesom kærligheden kan være.

Release 23. august 2019.

 

Der er ingen tvivl om, at mange har ventet spændt på nyt fra popdronningen. ”Lover” har da også slået Apples rekord for flest forudbestillinger på én dag. 

Op til udgivelsen, har Taylor kastet referencer ud til både sommerfugle og havfruer. Helt i tråd med det pastelfarvede udtryk på albumcoveret.  Pladen forventes derfor også, at have en blødere lyd end ”Reputation” fra 2017, hvor hun kørte et slange-tema. Uanset hvad hun finder på, kan man altid regne med solid rendyrket popmusik.